Log ind

Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.

Alkoholismens tre aspekter af Kirsten Magdavius

Sundhedsstyrelsen sætter år efter år fokus på alkohol i uge 40. Det er sådan set udmærket, men det er vigtigt, ikke at lade budskabet koncentrere sig om henholdsvis 14 og 21 genstande pr. uge, for det er at forfladige et menneskeligt problem, der hvert år slår tusindvis af alkoholikere ihjel. For ikke at tale om de hundredetusinder af dybt ulykkelige alkoholikere, der dagligt ødelægger tilværelsen både for sig selv og for deres familier.

Alkoholisme, der er et af vores samfunds allerstørste problemer, kan stadig virke både uløseligt og meningsløst, og man kan spørge sig selv, hvorfor vi dog ikke kan komme til bunds i årsagerne til alkoholisme? Hvorfor fortsætter Jeppe med at drikke, selvom han får det ene rehabiliteringstilbud efter det andet? Hvorfor stopper han ikke bare sit drikkeri i stedet for at ødelægge alt omkring sig? Alkoholisme koster årligt samfundet mindst 14 milliarder kroner i lægehjælp, hospitalsindlæggelser, understøttelser, bistandshjælp og pensioner. Så motivationen skulle da være der for at få løst problemet, men det går trægt, for det offentlige system kører stadig i den gamle skure med at “behandle” ved hjælp af antabus og en løftet pegefinger om at nedsætte alkoholforbruget til de 14 eller 21 genstande - afhængigt af, hvilket køn, man har. Dog skal det retfærdigvis siges, at der er sket en del de sidste år indenfor det offentlige behandlingssystem, i hvert fald i nogle kommuner.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke løsningen. Men jeg har gjort mig nogle overvejelser, og mine tanker er ikke blot grebet ud af den blå luft. De er fremkommet efter dyrekøbte erfaringer fra min egen alkoholisme gennem mange år, og derefter15 års ædruelighed. Desuden bliver jeg gang på gang bekræftet i mine antagelser ved den daglige kontakt til alkoholikere, som jeg har i behandling på min klinik.
Jeg anser alkoholisme for en fysisk sygdom, kombineret med en psykisk og åndelig ubalance.

Fysisk, fordi den faktisk er lagret i generne. Videnskaben har flere teorier om, hvad “fejlen” er. Den ene er, at vi ved nedbrydningen af alkohol danner et affaldsstof, der går i kontakt med et andet kemisk stof, THIQ, der findes i hjernen på alkoholikere, og denne kombination skulle give den heroinlignende trang til at fortsætte alkoholindtagelsen. En anden teori går på, at vi mangler det væskeregulerende enzym, dehydrogenase. Begge dele lyder rimelige, måske er der også en tredie mulighed?
Mange synes, at det at kalde det for en fysisk sygdom er en letkøbt forklaring, der fritager synderen for ansvar, for så kan han jo bare sige, at “jeg kan jo ikke gøre for det”. Men det modsatte er faktisk tilfældet, for ved at få en erkendelse af, at sygdommen kun kan bremses ved helt at holde sig fra alkohol, lægger man netop det store ansvar på alkoholikerens skuldre, for så er der ingen undskyldning mere for at drikke. Han har jo fået at vide, at han ikke kan tåle det, så den der med at han kan lære at drikke normalt igen ligesom alle andre, kan han glemme alt om, for det kan ikke lade sig gøre. Sorry, men sådan er det. Så er spørgsmålet blot, hvorfor så mange alkoholikere alligevel fortsætter drikkeriet.

Og her kommer så det psykiske aspekt ind i billedet. Alkoholikere er generelt åbne, følsomme og kærlige mennesker, der kan have svært ved at begå sig i denne materielt indstillede verden, og som har svært ved at rumme og give udtryk for deres følelser. Ofte skydes skylden for drikkeriet over på aktuelle problemstillinger som arbejdsløshed, skilsmisse eller dødsfald, men det viser sig, at når disse problemer er blevet løst - ja, så drikker alkoholikeren alligevel videre.
Når vi mangler noget at tro på, bliver livet meningsløst. Når vi ikke har noget at stå op til om morgenen, og når vi føler, at ingen har brug for os, ja, så bliver livet uudholdeligt. Vi har alle brug for at blive elsket, at blive brugt, at føle os uundværlige. Det kan godt være, at det udadtil ser ud til, at vi har alt, og at der er brug for os. Men hvis man selv føler meningsløsheden, kan de ydre vilkår ikke rette op på det. Min erfaring er, at alkoholikere i bund og grund bærer rundt på følelsen af ikke at slå til, ikke at være gode nok. Det kan godt være, at de udadtil synes at have tjek på tilværelsen, men dybt inde gnaver ormen. Denne følelse har vi alkoholikere naturligvis ikke patent på, men alkoholikere er åbenbart disponeret for at drukne de negative følelser i alkohol.

Min erfaring er også, at alle alkoholikere bærer på en dyb smerte, som de ikke altid kan sætte ord på. Nogle gange har de en erindring om nogle ubehagelige oplevelser fra barndommen, andre gange er det oplevede blevet godt og grundigt fortrængt, fordi det har været for svært at se på. Så for at kunne blive - og forblive - ædru, er det vigtigt at få kigget på og få bearbejdet denne smerte.
Udover smerten og flugten fra følelserne og virkeligheden er der også ofte en diffus længsel efter “et eller andet”.

Og dermed er vi kommet til det åndelige aspekt. For hvad er det, alkoholikeren længes efter? Hvad er det, han mangler i sit liv?
Psykoanalytikeren Jung sagde engang, at alt misbrug starter med en åndelig søgen. Og jeg vil give ham ret. Min erfaring er, at alle alkoholikere er åndeligt søgende mennesker. De/vi har en dyb længsel efter et åndeligt ståsted, efter enhed, helhed, kærlighed og lykke. Og min erfaring er også, at mange alkoholikere søger spiritualiteten/åndeligheden både før, de bliver ædru, men specielt efter. Måske er det, fordi de husker, hvordan det var den allerførste gang, de blev berusede. Fornemmelsen af lethed, glæde og velvære; fornemmelsen af at eje hele verden. Den følelse, som “almindelige” mennesker stadig oplever, når de engang imellem bliver berusede. Forskellen er blot, at for alkoholikeren er det mange år siden, denne følelse indfandt sig. For alkoholikeren drikker ikke mere, fordi det er sjovt - han drikker, fordi han ikke kan lade være.

Åndelighed eller spiritualitet dækker vores tanker, følelser og tro på en højere magt her i livet. Nogle vælger at kalde denne magt for Gud, Jehova, Allah, Universel Kærlighed, eller lignende. For mig at se kan det være lige meget med navnet, for det er i bund og grund det samme. Under alle omstændigheder er det en magt, der er større end én selv. Jeg har valgt at kalde dette “noget” for Guddommen, og i mine øjne er Guddommen essensen af alting. Det er den kærlige energi, der er i alt levende, og som gennemstrømmer hele Universet. Det er den energi, der får bøgen til at springe ud om foråret, og som får et lille græsstrå til at bryde gennem et tykt lag asfalt. Guddommen er uendelig kærlig, tålmodig og fyldt med glæde og humor. (Det er også nødvendigt, når vi ser, hvordan vi mennesker kvajer os gang på gang).

Når man er åndeligt søgende, leder man efter en dybere mening med tilværelsen. Man kan også sige, at man leder efter sig selv - sin sjæl. Hvem er jeg egentlig? Hvad indeholder jeg? Eksisterer Gud?
Det latinske ord for ånd er spirit, så I et desperat forsøg på at finde ind til spiritualiteten, leder alkoholikeren det forkerte sted, nemlig i spiritussen. Problemet er bare, at jo mere man drikker, jo mere fjerner man sig fra sig selv, og jo mere frustreret bliver man. Og det er lige til at drikke videre på!

Så hvis alkoholismens problem skal løses, er det nødvendigt at inddrage alle tre aspekter: det fysiske, det psykiske og det åndelige.
Først og fremmest skal alkoholikeren lade flasken stå, for det er grundlaget for at kunne arbejde videre med sig selv. Dernæst skal han have kvalificeret hjælp til at få bearbejdet sin følelsesmæssige smerte, som han måske oven i købet ikke er bevidst om. Ved at komme til bunds i sine fortrængte følelser lærer han dermed sig selv bedre at kende, og på den måde kommer han mere i kontakt med sit inderste - sin sjæl. Sjælen er vores oprindelige jeg - essensen af os - og den består af ren kærlighed. Når vi har fået mere kontakt med vores sjæl, vil vi derfor også mærke glæden og den betingelsesløse kærlighed, og det føles som at finde hjem til sig selv igen, og ønsket om at flygte fra - eller lede efter - sig selv, er væk, for nu har vi fundet det, vi ledte efter.

Lyder det nemt? Det er det ikke. Det er hårdt og intensivt arbejde, der ligger foran én, men jeg lover, at det er sliddet værd!

Kirsten Magdavius
· Skrevet af Kim d. 19. august 2008 1506 Fremvisninger · Udskriv
Siden dannet på: 0,21 sekunder
81,980 Unikke besøg